Af Marius Sørensen
Konflikten mellem Serbien og Kosovo har ulmet længe og kan stadig sætte blod i kog den dag i dag. Krig er altid politisk og altid kontroversielt. Derfor er Birgitte Stærmoses dokumentar, Afterwar, imponerende, idet den forbigår alle detaljer om krigen i Kosovo i slutningen af 90’erne og i stedet, som titlen antyder, udelukkende interesserer sig om krigens efterdønninger og konsekvenser for de uskyldige børn, der blev fanget i krydsilden. Der er ingen partisk politik at finde i Stærmoses film, kun pacifisme og empati.
Afterwar følger fire kosovoalbanere, overlevende fra krigen, i årene efter konflikten. Filmen er delt op i tre dele; Fortid, Nutid og Fremtid, og følger hovedpersonerne over en periode på 15 år, fra børn til voksne. Vi får en fornemmelse af de liv, de har forsøgt at skabe for sig selv og de udfordringer, de har stået og stadig står overfor. Vi ser, hvordan krigen er blevet en del af deres identitet, alt imens deres traumetyngede blikke skærer igennem os. Hovedstaden Pristina, oftest vist i filmen i overskyet vejr eller om natten, fremstår dyster og atmosfærisk; som en moderne spøgelsesby, som de fire hovedpersoner vandrer igennem.
Filmen er blevet til i samarbejde med de fire subjekter, og det giver den et personligt præg. Vi kommer tæt på personerne og deres tanker. Hovedpersonerne har tydeligvis også følt sig trygge ved filmholdet. Én af drengene siger, formodentlig til Birgitte Stærmose eller filmens kameramand: ”Der er kun én grund til, jeg taler til dig. Sult. Jeg er så sulten, at jeg kunne spise dine penge.” Der bliver ikke lagt fingre imellem, og Afterwar er en ærlig og brutal film i den forstand, at krigsofrenes sindstilstand lægges fuldstændig bart for seeren.
Bagsiden af medaljen er til gengæld, at samarbejdet med hovedpersonerne til tider fører til en meget performativ og opstillet stil. Børnene befinder sig i sociale rum, omringet af mennesker, og seeren ledes til at tro, at kameraet blot er en flue på væggen, hvorefter barnet drejer hovedet, kigger direkte ind i kameraet og bryder den fjerde væg. Hensigten må have været et forsøg på at skære igennem til publikum. I stedet er effekten, at scenens kraft knægtes, og at seeren rives ud af momentet og begynder at sætte tvivl ved, om resten af filmen er ligeledes opstillet og uorganisk. Det er et kneb, der slår fejl for filmskaberne.
Alligevel er Afterwar unægteligt en stærk film alene i kraft af de stemningsfulde billeder og de hjerteskærende udsagn fra hovedpersonerne. Filmen fungerer samtidig også som en art traumebehandling for de medvirkende. En øvelse i at uddrive de dæmoner, de er blevet pådraget af krigen. Dét alene gør filmen yderst værdifuld.
Kommentarer